BTPUs nyhedsbrev juli 2011

BTPUs nyhedsbrev juli 2011

I nyhedsbrevet fra Bygge – og Trafikpolitisk Udvalg (BTPU) kan du fx læse om Hotel Wake Up i København, som skal ændre sine badeværelser. Samt om diverse forslag til DSB vedr. adskillelse af cykler og kørestole i S-tog.

1) BR 08 - FNs Handicapkonvention

2) IMR og Handicapkonventionen

3) Hotel Wake Up

4) Cabinn Metro i Ørestaden

5) DHs domicil – handicaporganisationernes hus

6) TØF konference om kollektiv trafik

7) Kørsel til folkeundersøgelser

8) Lægekørsel for efterlønnere

9) Møde med Dansk Taxi Råd og Folketingets trafikudvalg

10) Nørreport Station

11) Afmærkede kørestolspladser i S-tog

12) Høje Tåstrup Station

13) Cityringen

14) Transportministeriets dialogforum

15) Huskeliste - gulvafløb

16) Nyt om ledelinier

17) Huskelister om hoteller

18) Københavnerbænk i BTPUs galleri

19) Tankanlæg/betalingsanlæg GO`ON

20) SEB bank

21) SEB Ejendomme


22) Gladsaxe gymnasium


23) Vikingeskibsmuseet i Roskilde


24) Skydedøre i Skuespilhuset

25) Mobile Tribuner


26) VM i landevejscykling


27) Lift ved politistation i Tønder


28) Brofennen i Tønder

29) Automatisk døråbner ved handicaptoilet ved Løgumkloster kirke

30) Ribe Landevej i Tønder

BTPUs nyhedsbrev juli 2011

1) BR10 - FN's konvention

Erhvervs – og Økonomiminister Brian Mikkelsen har besvaret vores brev, hvor vi giver udtryk for, at konventionen kræver et forbedret bygningsreglement, men ministeren mener ikke, at der skal flere bestemmelser ind i BR10 for at opfylde FN's handicapkonvention, eller at der er sket forringelser i BR08 i forhold til BR95. BTPU er dog ikke enige i disse synspunkter.

2) IMR og Handicapkonventionen

IMR - Institut for Menneskerettigheder har fra årsskiftet haft til opgave at overvåge, fremme og beskytte FN’s handicapkonvention i Danmark. En af kerneforpligtelserne i konventionen er at sikre, at mennesker med handicap bliver inddraget i arbejdet med at gennemføre konventionen. IMR har afholdt fem rundbordsmøder for at komme i dialog med landets handicaporganisationer. Repræsentanter fra Dansk Handicap Forbund har deltaget i to møder og fortalt om vores mærkesager bl.a. tilgængelighed.

3) Hotel Wake Up 

Københavns Kommune har pålagt Hotel Wakeup at ændre en tredjedel af badeværelserne, så de bliver lovlige. Sven A. Knudsen fra Københavnsafdelingen og informationsmedarbejder Bente Rødsgaard besøgte sidste år det forholdsvis nye Hotel Wakeup for at se, om hotellet var noget, man kunne anbefale medlemmerne. Men det var en skuffelse. Kørestolsbrugere kan godt komme ind med elevator og til fællesarealer, morgenmadscafé og til værelserne, men så går det galt. Værelserne er små, og man kan ikke komme ind på badeværelserne. Bygningsreglementet har altid både i 1995 udgaven og i 2008 udgaven været svagt på hotelområdet set fra en kørestolsbrugervinkel, men Hotel Wakeup havde gjort det helt umuligt at komme ind på badeværelset ved at opsætte buede glasskydedøre til brusekabinen, og glaslågerne ragede ud og stjal noget af den fri passage til badeværelset - med andre ord, man kunne slet ikke komme ind som kørestolsbruger.

Korrespondance i sagen
Dansk Handicap Forbund gik videre med sagen til Københavns Kommune, fordi bygningsreglementet ikke var overholdt, og til borgerrådgiveren fordi den manglende adgang var et eksempel på diskrimination af mennesker med handicap.
Kommunen svarede i første omgang, at Bygningsreglementet var overholdt ifølge de tegninger, de havde godkendt og givet byggetilladelse til. Vi fastholdt dog klagen og anbefalede en inspektion af stedet, så kommunens personale ved selvsyn kunne konstatere, at glasdørene spærrede for adgangen. Borgerrådgiveren fulgte korrespondancen fra sidelinien, men kunne i denne sag kun tage stilling til kommunens sagsbehandling. Efter diverse breve mellem os, borgerrådgiveren og kommunen meddelte Københavns Kommune den 10. februar , at hotellet nu ændrer adgangsforholdene på badeværelserne, så de bringes i overensstemmelse med byggetilladelsen.

4) Cabinn Metro i Ørestaden

Sif Holst, Sven A. Knudsen og Bente Rødsgaard har for Handicap-nyt været på reportagetur til hotellet, som ikke er egnet for kørestolsbrugere. Ejeren er dog villig til at gå i dialog og rette nogle ting på hotellet allerede nu som fx handicaptoilettet ved caféarealet. BTPU håber på, at dialogen kan forsætte, da Cabinn er en hotelkæde, der hele tiden bygger og udvider.

5) DHs domicil - Handicaporganisationernes hus

Der afholdes med jævne mellemrum sparringsmøder mellem Team NCC, som skal bygge huset, og som består af NCC, Cubo Arkitekter, Forc4 Arkitekter, Niras - og Domicilets tilgængelighedsgruppe. På møderne diskuteres tilgængelighedsløsninger på en lang række områder fx adgangsarealer, parkering, døre, elevatorer, toiletter, indeklima osv.
Ambitionen er, at alting skal udføres efter princippet om ”Universelt Design”, så alle vil kunne færdes og fungere ved egen hjælp. Den 9. maj 2011 blev der taget spadestik, og huset vil stå klar sidst i september 2012. Dansk Handicap Forbund flytter også ud i det nye domicil.

6) TØF konference om kollektiv trafik

Sven A. Knudsen og Bente Rødsgaard har været til konference om kollektiv trafik i Transportøkonomisk Forening. På konferencen som strakte sig over to dage, blev deltagerne opdateret om, hvad der sker inden for transportområdet, fx med Flextrafik, letbaner osv. Man kan se de mange powerpoints fra konferencen på http://www.toef.dk/index.php?pageid=13&conference_action=readmore&conference_id=155

7) Kørsel til folkeundersøgelser

BTPU og landsformanden har skrevet til Sundhedsminister Bertel Haarder og bedt ham arbejde for, at man kan få kørsel til forebyggende folkeundersøgelser til fx screeninger for kræft.

8) Lægekørsel for efterlønnere

Bente Rødsgaard har for Handicap-nyt undersøgt, at hvis man er på efterløn og er kørestolsbruger, så kan man ikke få kørsel til lægebesøg eller speciallægebesøg. Det kan man kun, hvis man er enten førtids – eller folkepensionist. En problemstilling BTPU vil arbejde videre med.

9) Møde med Dansk Taxi Råd og Folketingets trafikudvalg

Jens Petersen og Bente Rødsgaard var inviteret af Dansk Taxi Råd til at holde oplæg for Folketingets Trafikudvalg i Odense. Folketingets Trafikudvalg var inviteret til et heldagsmøde i Odense af taxibranchen, hvor de lyttede til  mange små oplæg. BTPUs bidrag til dagen handlede om problemer med taxier i forhold til kørselsordninger og trafikselskaberne.

Det var en god chance for forbundet til at fortælle Folketingets politikere om vores specielle problemer med fx ramper til den kollektive trafik, kørselsordninger og de 104 ture, som er for få for nogle samt om de helt specielle vanskeligheder, der er ved kørsel til læger og folkeundersøgelser. Men også en del eksempler fra Sønderjylland hvor brugerne efter man gik over til Flextrafik har oplevet mange forringelser og meget omvejskørsel, fordi man gik væk fra den gamle ordning med vognmænd, man selv kunne kontakte direkte, når man havde en kørselsordning.

10) Nørreport Station

Nørreport Station skal ombygges og Københavns Kommune skal stå for en helt ny stor forplads med bl.a. ny toiletter. DSB skal stå for nye stationsbygninger, og Banedanmark for perroner og belægninger. Lena Nielsen og Sven A. Knudsen har været til forskellige møder og anbefalet, at der tilknyttes en tilgængelighedskonsulent til et så stort og vigtigt projekt. Der er fx flere problemer, fx at flere gennemgangselevatorer ikke er medtaget i projektet.

BTPU har derfor anmodet transportministeren om at se på elevatorproblemet, da det er et stort problem, at kørestols- og rollatorbrugere skal stå i kø ved elevatorerne, bl.a. fordi cyklister også bruger elevatorerne. BTPU har også oplyst til kommunen, at de tegninger, vi har set af handicaptoilettet, ikke lever op til bygningsreglementet.

11) Afmærkede kørestolspladser i S-tog

Efter DSB tillod, at man må tage cykler gratis med i S-togene i 2010, er der sket en stigning på 2,5 millioner ekstra cykler og 1,1 million nye rejser. DSB S-tog har derfor besluttet at fordoble antallet af flexrum fra to til fire i 12 S-tog. Og hvis væksten fortsætter, er planen at alle 87 S-tog er udstyret med dobbelt så mange flexrum i løbet af to år. Herudover vil S-tog afmærke et særligt område i flexrummene, der vil blive reserveret til kørestolsbrugere.

En tydelig afmærkning vil forhåbentligt kunne afhjælpe kørestolsbrugeres problemer med at deres kørestolspladser afspærres af cykler. BTPU har foreslået, at cykelsymbolet fjernes på de forreste vogne, som har kørestolsrampen, så der kun bliver adgang for kørestolsbrugere og barnevogne, og henvise cyklerne til de andre flexvogne.

12) Høje Tåstrup Station

Lena Nielsen er med i DSB handicappanel og har foreslået, at når Høje Tåstrup station renoveres, at den skal blive et flagskib for handicaptilgængelighed. Høje Tåstrup Station ligger i ca. 300 m gåafstand fra det nye Domicil (Se punkt 5).

Tilgængelighedsgruppen der arbejder med DHs domicil, og repræsentanter fra DSB, Banedanmark, Høje Tåstrup Kommune skal gennemgå tilgængeligheden på Høje Tåstrup Station og på stisystemerne fra stationen frem til domicilet.

13) Tog Cityringen

København er ved at få en ny Metrostrækning ”Cityringen” som får 17 underjordiske stationer og skal være færdig i 2018. Lena Nielsen er med i Cityringens tilgængelighedspanel og deltaget i orienteringsmøder om tilgængeligheden. BTPU har kritiseret, at kørestolsbrugere på den nuværende Metro skal ud og ind af elevatorerne en ekstra gang for at købe billet på det såkaldte ”*Concourse-niveau” (samlingspunkt), men det vil desværre også forsætte i den nye Metro.

På forpladserne kommer der toiletter, der ikke lever op til standarder, og det har vi ligeledes gjort opmærksom på. På DHFs anbefaling er der blevet tilknyttet en tilgængelighedskonsulent Henrik Priess Christensen. 

14) Transportministeriets dialogforum

Lena Nielsen deltager i arbejdsgruppen: "Ret til befordring" som er Transportministeriets dialogforum om tilgængelighed. I gruppen diskuteres flere ting og problemstillinger fx takster, billetpriser til ledsagere, perronhøjder, afstand fra tog til perron.

Lena Nielsen påpegede, at stationer generelt mangler et træfpunkt/afmærket mødested, hvor kørestols- og rollatorbrugere kan afvente toget, og hvor lokoføreren ser os. Men også Rejseplanen.dk som er ubrugelig for kørestolsbrugere, fordi den ikke giver information om, hvor og hvornår der fx køres med lavtgulvstog. Endvidere oplyste hun om problemet med buschauffører, der ikke må lægge ramper ud.

15) Huskeliste - gulvafløb

BTPU har fået flere spørgsmål vedrørende vores handicaptoilet huskeliste, hvor folk spørger, om der skal være afløb i gulvet. Vores svar er, at hvis der ikke er bad i rummet, er det nok mindre væsentligt. Det er ikke et lovkrav, men vi synes, at det er en god idé af hensyn til rengøring fx kørestolshjul i vintersjap. Derfor har vi det med i huskelisten.

16) Nyt om ledelinier

Nyeste viden om gode ledelinier er, at til udendørs brug skal de være udformet med 4 ribber/fingre og have en bredde på 30 cm. Til indendørs brug skal de være udført med 2 ribber/fingre og have en bredde på 15 cm.

17) Huskelister om hoteller

BTPU har udgivet en hotelhuskeliste Du finder huskelisten på: http://danskhandicapforbund.dk/det_arbejder_vi_for/byg_for_alle/huskeliste-for-hotel/.
Print den ud og tag den med på ferie.

18) Københavnerbænk i BTPUs galleri

Den bænk, der kan opfylde de fleste behov hos de fleste mennesker, er den gamle københavnerbænk med både ryglæn og armlæn. Vi har sat et link til den i vores BTPU billedgalleri.
http://danskhandicapforbund.dk/det_arbejder_vi_for/byg_for_alle/galleri/baenke/koebenhavnerbaenk-og-designmanual/
Det må meget gerne blive et meget omfattende galleri. Så send gerne fotografier og oplysninger med gode eller dårlige eksempler til informationsmedarbejder Bente Rødsgaard info@dhf-net.dk 

19) Tankanlæg/betalingsanlæg GO’ON

Seks anlæg er nu registeret. Intetsteds opfylder betalingsanlæggene de krav, der stilles i BR 08 eller tidligere udsendt materiale fra EBST år 2005. Tønder kommune har modtaget en klage, men der er endnu ikke en endelig afgørelse vedr. betalingsanlægget.

Anlægget i Arnum (Haderslev Kommune) er godkendt af kommunen, men Jens Petersen har klaget til Statsforvaltningen i Region Syd. Resten af betalingsanlæggene hos GO’ON er i øjeblikket sat i bero, da de afventer afgørelse fra Statsforvaltningen. Andre ulovligt etablerede betalingsanlæg ved tankanlæg registreres i øjeblikke.

20) SEB bank

Sven A. Knudsen, Sif Holst og Bente Rødsgaard har været på rundvisning i SEB Bankens nye domicil i København. Bygningen er meget tilgængelig, men der er nogle mangler. Besøgselevatoren er lille, men der er en større personaleelevator. Enkelte niveauer i kantinen kan man ikke komme til, men ellers er der tilgængeligt overalt. Kørestolsbrugere vil kunne deltage i møder og arbejde der. Der er mange smukke detaljer indvendigt fx kernelæderbetrukne gelændere. 

21) SEB Ejendomme - Holbergsgade

SEB Ejendomme har henvendt sig til os med et forslag til en særindgang med løfteplatform til SEB bankens lokaler i Holbergsgade. BTPU har et andet løsningsforslag, nemlig opbygning af et nyt repos i de oprindelige materialer til niveau med gulv inden for og med en rampeløsning symmetrisk på hver side og en trappe i midten. Det er nu sendt til banken.

22) Gladsaxe gymnasium

Gladsaxe gymnasium skal ombygges, og der er nogle problemer med den niveaufri adgang til alle undervisningslokalerne. Claus Bjarne har tegnet et forslag til rampe og ændret placering af en dør, som BTPU sender til gymnasiet. 

23) Vikingeskibsmuseet i Roskilde

BTPU har kontaktet Realdania og opfordret til, at der søges rådgivning til tilgængelighed. Museet står overfor at skulle restaurere for mange penge, som Realdania Fonden har bevilget. Vi håber, at der i forbindelse med en renovering også kan skabes en ordentlig tilgængelighed for kørestolsbrugere. Som det er i dag er museet ikke godt at besøge.

24) Skydedøre i Skuespilhuset

Bente Rødsgaard var i privat sammenhæng i Skuespilhuset og undrede sig over, at der stadig var en skydedør til handicaptoilettet på 2. sal, da BTPU tidligere var blevet lovet, at samtlige døre skulle ændres til almindelige døre. Derfor kontaktede hun Det Kgl. Teater, som siden pr. mail har svaret, at det kun er handicaptoilettet på 2.sal, der ikke har fået en almindelig dør, fordi der ikke er elevator til den etage, så det er kun teatergæster, der kan gå på trapper, der kan kommer op til den etage. De andre døre er udskiftet.

25)
Mobile Tribuner

Sport Event Danmark og Elite Facilitets Udvalget har udviklet et koncept for mobile tribuner, der kan bruges rundt omkring i landet til større internationale sportsbegivenheder eller andre events. Man skal blot have et fladt areal, en frontlæsser, en gaffeltruck og en masse frivillige og så får man leveret en masse containere, hvor tribunerne trækkes ud af siden. For mennesker med handicap der ikke kan klare trapper, vil det som udgangspunkt være muligt at være på første række, der er på gadeplan. Derudover er der et separat element med en rampe fører op til en udsigtsplatform.

26) VM i landevejscykling

Den 19. – 25. september 2011 afholdes VM i landevejscykling, hvor det meste af indre by i København afspærres. Efter et møde med Vej og Park i Københavns Kommune og Dansk Cykelunion, har Sven A. Knudsen foreslået indretning af tilskuerpladser for kørestolsbrugere samt handicapparkeringspladser på et af de lukkede områder på Frederiksborgsgade.
Ved Sølvtorvet er der kantsten, som Vej og Park ville udligne med en trærampe til VM-cyklisterne, men Sven har i stedet anbefalet en permanent løsning med nedsænkede kantsten. Læs mere www.kk.dk/cykelvm og www.trafikken.dk/vm fra august 2011 

(Sager i Sønderjylland som Jens Petersen fra BTPU har været involveret i):

 27) Lift ved politistation i Tønder

Liften er for kort, kun 110 cm. Jens vil bede om, at den bliver 140 cm, så el-scootere også kan bruge den.

28) Brofennen i Tønder

Boligselskabet har bedt om dispensation for elevatorkravene, da man vil etablere minielevatorer med en dybde på kun 110 cm. Efter at der kom indsigelser, er der ikke givet dispensation.

29) Automatisk døråbner ved handicaptoilet ved Løgumkloster kirke

Jens har rådgivet til etablering af bedre adgang dels til toiletbygning med automatisk døråbning, dels til indretning af et eksisterende handicaptoilet. Ændringer finder sted i øjeblikket.

30) Ribe Landevej i Tønder

Renovering af ”hovedgade” pågår, og trods indsigelser/høringssvar etableres der ikke taktil ledelinie. Sagen er i Handicaprådet nu. Sagen følges og er væsentlig, da det drejer sig om fremtidige renoveringer af fortove/veje, og i øjeblikket er en politisk sag.

Af informationsmedarbejder Bente Rødsgaard

 
 
 

Gør en forskel!

Støt Dansk Handicap Forbunds arbejde for lige muligheder for alle.

Beløb:  
CPR*
  
*Alle beløb er fradragsberettigede. Du skal blot oplyse dit CPR-nummer, så indberetter Dansk Handicap Forbund beløbet til SKAT.