BTPU Nyhedsbrev februar 2010


BTPU Nyhedsbrev februar 2010

I nyhedsbrevet fra Bygge – og Trafikpolitisk Udvalg (BTPU) kan du læse om problemer med mammografi, nye togregler i EU og kronprinseparrets nye bolig på Amalienborg, som bliver tilgængelig og om nye huskelister, som er på vej.

1) Serviceeftersyn i Region Hovedstaden

2) Mammografibussen

3) Brev til handicaprådene om niveaufri adgang

4) Hotelsager i København

5) Hillerød Rådhus

6) Handicaporganisationernes Hus

7) DSBs Handicap

8) Cen arbejdsgruppe om TSI PRM

9) EU retttighedsforordning for tog

10) Undervisning af DSBs servicemedarbejdere

11) Transportministeriets tilgængelighedspolitik

12) Cityringen – udvidelse af Metroen

13) Hopenhagen med stejle ramper

14) Rådgivere i tilgængelighed

15) Euro Park i Landgreven

16) Amalienborg / Frederik den VIIIs palæ

17) Rejseplan

18) Rampe på Christiania

19) Revision og udvikling af huskelister på arbejdsmøder

1) Serviceeftersyn i Region Hovedstaden

Kun hver 10. handicapparkeringsplads i Region Hovedstaden er så stor, som den skal være, hver 5. indgang er ikke tilgængelig for kørestolsbrugere, og kun hvert 4. handicaptoilet kan anvendes af kørestolsbrugere. Det viser et serviceeftersyn, som Region Hovedstaden selv har lavet på deres hospitaler, psykiatriske centre og handicapinstitutioner. Eftersynet giver et overblik over handicaptilgængeligheden fra ankomsten i bil til den afdeling eller ambulatorium, man skal besøge eller behandles på. Undersøgelsen viste, at der er behov bedre forhold og for udarbejdelse af en handleplan. Sagen har vakt opmærksomhed i medierne og blev bl.a. tophistorien i Lorry med et indslag med Sif Holst fra BTPU.

 

2) Mammografibussen

Et medlem har bedt BTPU arbejde for lige adgang for alle til mammografi - den forebyggende screening for brystkræft. Problemet er, at regionerne bruger en mobilvogn med trin uden adgang for kørestolsbrugere. I indkaldelsen henvises kørestolsbrugere til hospitalerne, men flere klager over, at selve undersøgelsen på nogle hospitaler kun er beregnet for stående. BTPU har forsøgt at få et overblik over, hvorvidt det er et stort problem eller ej, men på de tilbagemeldinger, som vi har fået viser det sig, at kun et fåtal har problemer med at få foretaget mammografi, men BTPU vil tage det med i en samlet henvendelse til sundhedsministeren senere på året. Sif Holst fra BTPU har taget problemet op i Kræftens Bekæmpelse.

Gerne mere dokumentation

Har du haft problemer med at få foretaget mammografi, fordi maskinen ikke kan komme ned i kørestolshøjde, eller fordi du ikke kan komme ind på klinikken? Eller fordi du ikke kunne få lov til at bruge din kørselsordning? Hvis du har haft sådanne problemer, så hører jeg gerne fra dig. BTPU har brug for oplysningerne til dokumentation, inden Dansk Handicap Forbund kontakter sundhedsministeren. Kontakt så hurtigt som muligt informationsmedarbejder Bente Rødsgaard info@dhf-net.dk eller tlf. 39 29 35 55.

3) Brev til handicaprådene om niveaufri adgang

BTPU er næsten klar med et brev til handicaprådene om lovkravene til niveaufri indgang ved nybygninger, ombygninger og anvendelsesændringer. Brevet er ment som en håndsrækning og til at skærpe opmærksomheden om lovkravene ved ombygninger.

4) Hotelsager i København

BTPU har 3. oktober 2009 sendt klagesag til Københavns Kommune om opførsel af nyt hotel Hotel Adina, hvor tilgængeligheden mangler. Sagen er endnu ikke afsluttet. Et nyt billighotel Wakeup Copenhagen – har oplyst BTPU pr. telefon, at hotellet ikke har handicaptilgængelige værelser. Der er plads til 700 mennesker og det koster ca. kr. 350 pr. døgn. BTPU har klaget over det utilgængelige hotel til Københavns Kommune. Sagen er ikke afsluttet.

5) Hillerød Rådhus

Hillerød afdeling i DHF vil gå til ombudsmanden vedr. den dårlige tilgængelighed til Hillerød Rådhus og BTPU bakker afdelingen op. Sagen er endnu ikke afgjort.

6) Handicaporganisationernes Hus

Danske Handicaporganisationer er kommet et skridt videre med at bygge et nyt domicil, der skal stå klar sidst i 2012. Projektet skal i international konkurrence. For bygherrerådgiveren er det vigtigt, at Handicaporganisationernes Hus bliver et innovationsprojekt, og at der derfor ikke stilles specifikke tilgængelighedskrav til hver enkelt ting. Lena Nielsen fra BTPU har anbefalet, at Statens Byggeforsknings Institut (SBi) udarbejder et reference-dokument/kvalitetsstandard, som der kan henvises til i selve byggeprogrammet. En præcis tilkendegivelse af, hvad man vil have og ikke vil have, i stedet for blot som nu at henvise til overholdelse af Bygningsreglementet og standardsamlingerne. Hvis der så senere opstår en konflikt, kan man placere ansvaret og undgå selv at skulle betale for evt. fejl og mangler på tilgængelighedsområdet.

Følg med i byggeprojektet på: www.handicap.dk/projekter/domicil

7) DSBs Handicappanel

Til mødet i panelet i december 2009 blev det oplyst, at ankenævnet for bus, tog og metro endnu ikke har set sager på handicapområdet. Man kan klage over forhold ”i forbindelse med rejse med kollektiv trafik eller kørsel, der træder i stedet herfor, herunder individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede”. Vedtægterne er ændret, så man også kan anke personskadesager. Klager skal først gå til trafikselskaberne, før der kan klages til ankenævnet. Du finder ankenævnets på www.abtm.dk

Nye stationer

Lena Nielsen påpegende, at DSB m.fl. skal sikre tilgængeligheden for passagerer med handicap i forbindelse med de nye strækninger Ringsted via Køge og Nordvestbanen (Lejre, Lejre, Hvalsø, Tølløse, Vipperød). I Trafikstyrelsens udgivelser om de nye baner, er der en miljøredegørelse, men ikke en redegørelse for handicaptilgængelighed. Trafikstyrelsen vil sørge for en gennemgang af tilgængeligheden på næste møde i panelet.

IC 4 tog

Lena Nielsen argumenterede igen for at forbedre IC4-togets tilgængelighed, men DSB oplyser, at der ikke kan afsættes yderligere midler. Lena Nielsen mener dog ikke, at en del af ændringsforslagene  kan koste ekstra, fordi togene ikke er færdigmonterede. Fx problemet med at  betjeningspanelet til radioen er anbragt under bordet på kørestolspladsen. Den placering forhindrer kørestolsbrugere i at kunne komme ind under bordet, dvs. mange kan ikke bruge bordet til computeren eller drikke en kop kaffe, men DSB nægter altså. Et andet ønske er at indbygge ramper på IC4-togene som på S-togene i stedet for IC4´s planlagte ”slæberamper”.

Assistance bestilling

DSB arbejder på, at både billet og bestilling af assistance fremover skal foregå via Call centret i Kolding – og at det skal være muligt at bestille billetter og assistance via Internettet.

8) CEN arbejdsgruppe om TSI PRM

Lena Nielsen fra BTPU repræsenterer European Disability Forum (EDF) og deltog på et møde i the European Committee for Standardization (CEN) i Schweiz i november 2009. Her blev det oplyst, at arbejdsgruppens engelske leder har henvendt sig til CENs ledelse for at få ”Det Europæiske Jernbane Agentur for koordinering af jernbanedrift i EU” (ERA) til at ændre EU-direktivets vægt og mål på den såkaldte ”referencekørestol”. TSI PRM direktivet begrænser en transportabel kørestol til at veje kun 200 kg (kørestol, bruger og bagage) og længden på en kørestol til at være max. 120 cm plus 5 cm til fødder. En sådan begrænsning vil udelukke de fleste el-kørestolsbrugere og mini-crossere fra at kunne at kunne tage fremtidens tog. Lena Nielsen har på vegne af EDF meddelt, at det er uacceptabelt, men CEN´s svar var, at der ikke kan ændres på dette forhold, da direktivet er vedtaget, og det vil kræve alle EU-landes accept forfra, hvis de vedtagne standarder skal ændres. Proceduren for en sådan mangeårig bjergbestigning for ændringer af allerede EU-vedtagne standarder skal opstartes af nationalstaternes RISK-grupper. Lena Nielsen har opfordret EDF til at udarbejde en strategi for at få ændret nogle af de værste standarder i direktivet.

 

9) EU rettighedsforordning for tog
Den 3. december 2009 trådte EUs rettighedsforordning nr. 1371/2007 for jernbanetrafik i kraft. Forordningen giver passagerer med handicap nogle rettigheder. Reglerne skal indarbejdes i de nationale love i alle EUs medlemsstater og sikre mod forskelsbehandling og uværdig behandling også når det gælder service og information. Det store paradoks er, at EUs egen handicappolitiske mål ikke opfyldes med EUs egne standarder. EUs handicappolitik går ud på at fjerne forskelsbehandling/diskrimination, og at mennesker med handicap skal have de samme rettigheder som ikke-handicappede. Men EUs standarder på togområdet i TSI PRM direktivet, som forordningen skal følge, varetager ikke principperne i design-for-all, ikke-diskrimination og Independent Living, men skaber derimod fysiske barrierer for passagerer med handicap også i fremtidens tog. Fx arbejder man med, at en kørestolsbruger vejer max 200 kg; samt alt for stejle rampehældninger på op til 1:5 (18%) og 1:6 (15%); små og forkert indrettede handicaptoiletter; og manglende tilgængelighed på nye stationer, perroner og togstrækninger på stationer med mindre end 1000 passagerer om dagen, hvis der er en anden station inden for en afstand af 30 km, der er tilgængelig.
Du kan læse alle reglerne i EUsforordning kapitel 5 om ”handicappede og bevægelseshæmmede personer” på: http://eur-lex.europa.eu:80/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2007:315:0014:01:DA:HTML

10) Undervisning af DSBs servicemedarbejdere
Sven Astrup Knudsen og Jens Pedersen fra BTPU har undervist DSBs servicemedarbejdere i, hvordan man bør assistere passagerer med handicap.

11) Transportministeriets tilgængelighedspolitik

Transportministeriet har sendt et udkast om dets tilgængelighedspolitik i høring. Bygge –Trafikpolitisk Udvalg (BTPU) har kommenteret det grundigt. Udkastet er for uambitiøst og lægger ikke op til store forbedringer, som er så vigtige og nødvendige for vores medlemmer. Du kan læse Dansk Handicap Forbunds høringssvar  på http://danskhandicapforbund.dk/nyheder_og_debat/hoeringssvar-til-transportministeriet/

12) Cityringen – udvidelse af Metroen i København

BTPU har anbefalet, at Cityringen og Metroselskabet får tilknyttet en tilgængelighedskonsulent, der kan varetage alle målgrupper med handicap i det kæmpestore nye Metroprojekt. Vi havde anbefalet at opgaven gik til Henrik Priess Christensen og SBIs Søren Ginnerup i tæt samarbejde med handicaporganisationerne. Metroselskabet har siden oplyst, at det har ansat Henrik Priess Christensen som tilgængelighedskonsulent. Konsulentrollen dækker også tilgængeligheden på både stationsforpladser, stationer og tog og refererer til Metroselskabets chefarkitekt, Lise Lind.
Tilgængelighedskonsulenten vil varetage følgende:
• At Cityringen bliver tilgængelig for alle
• At gældende standarder er overholdt i Cityringens specifikationer
• Sikre bedst mulige løsninger i projektet
• Koordinere mellem Metroselskabet og brugerrepræsentanter
• Arrangere og koordinere møder med relevante parter, herunder sikre dialog med SBI på udvalgte områder
Henrik Priess Christensen har været tilknyttet den eksisterende Metro fra starten og har spillet en stor rolle i gennemførelse af gængelighedsprojektet på Metroen og har samarbejdet med Dansk Handicap Forbund og andre handicaporganisationer med både interviews og mock-up-tests.

13) Hopenhagen med stejle ramper

Hopenhagen blev Brokenhagen - i forbindelse med Klimatopmødet i december havde Københavns Kommune opstillet oplevelseshuse på Rådhuspladsen med rampehældninger på 20 og 25 pct. BTPU udsendte en pressemeddelelse med fotos af de stejle og knækkede ramper. Sven A. Knudsen blev derefter interviewet i radioens P4, og Claus Bjarne Christensen blev interviewet til byggeriets dagblad Licitationen. Du kan se billeder og læse pressemeddelelsen på http://danskhandicapforbund.dk/nyheder_og_debat/nyhed/hopenhagen_er_ikke_for_koerestolsbrugere/

14) Rådgivere i tilgængelighed

De nyuddannede rådgivere såvel som de tidligere uddannede rådgivere er nu lagt på hjemmesiden efter byer og med e-mail adresser. BTPU håber at mange vil gøre bruge af disse rådgivere. Se dem på http://danskhandicapforbund.dk/det_arbejder_vi_for/byg_for_alle/raadgivere/

Der er sket en stor ombygning af et parkeringsanlæg København i Landgreven, men der er stadig dårlige forhold for bilister med handicap. Frihøjden er 215 cm, hvilket udelukker mange handicapbiler. Handicapsymbolerne er misvisende, for der er en meget stejl rampe, intet handicaptoilet eller elevator. EuroPark erkender problemerne og vil etablere to handicapparkeringspladser i gadeplan. Sven Astrup Knudsen vil nu bringe sagen videre i Københavns Handicapråd for at sikre sig, at der ikke kommer flere p-huse i København af så dårlig standard for handicapbilister. Historien har været bragt i Handicap Nyt nr. 6 2009. Du kan læse den her http://viewer.zmags.com/publication/e467ab79#/e467ab79/42

16) Amalienborg / Frederik den VIIIs palæ

Frederik den VIIIs Palæ, som er en del af Amalienborg er ved at blive klargjort, dels som københavnerbolig til Kronprinseparret, dels til lokaler til repræsentative formål for kronprinseparret. Dansk Handicap Forbund var inviteret af Slots - og Ejendomsstyrelsen sammen med Godadgang.dk for at vurdere adgangsforhold for kørestolsbrugere, fordi palæet i en periode på fire måneder i foråret vil være tilgængeligt for offentligheden. Som det er lige nu, så er stedet ikke tilgængeligt for andre end gående. Da Bente Rødsgaard besøgte palæet var rampen dog ikke monteret og heller ikke handicaptoilettet osv. Men hvis alt bliver gjort, som der blev oplyst af repræsentanter fra Slots- og Ejendomsstyrelsen på rundvisningen, så vil det være muligt at besøge stedet i kørestol. Indgang foregår via gården ad en rampe – herfra kan man komme videre med elevator til etagerne. Der vil blive etableret et handicaptoilet tæt ved indgangsrampen. Dog skal man være opmærksom på, at når man forlader udstillingen i kørestol, så skal man mod strømmen af besøgende og tilbage til elevatoren for at komme ned, hvor indgangsrampen er, de andre gæster forlader bygningen ad en trappe. Man forventer, at der kommer mange mennesker, og derfor vil man ”ensrette” i udstillingen. Der vil blive lagt midlertidige tæpper på de nyrenoverede gulve, så de ikke slides af hverken sko eller hjul.

Efter besøget har vintervejret dog spillet et puds, så der bliver en interimistisk indgang, da man ikke kan komme til at lave udendørsbelægning med sten på grund af vintervejret. Læs mere http://soges.bysted.zensystems.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Amalienborg/frederik8palae/AabningForOffentligheden.aspx

17) Rejseplan

Sven Astrup Knudsen, Sif Holst og Bente Rødsgaard har holdt møde med et firma Transpolitan v/ Christian Abrahamsen om en rejseplan for mennesker med handicap, så man kan se stoppesteder osv. på en rute og på den måde planlægge en tur præcist fra et punkt til et andet. På mødet gik det op for firmaet, at der var mange ting vedr. tilgængelighed, som de ikke havde viden om, fx at det ikke er nok at vide, hvor stoppesteder er, man skal også vide noget om kantstensnedsænkninger for at lave ruter osv. BTPU opfordrede derfor til, at firmaet tog kontakt med Foreningen Tilgængelighed for alle – som arbejder med registreringer for alle handicapgrupper http://www.godadgang.dk/

18) Rampe på Christiania

På Christiania bor en mand med el-crosser, som har fået etableret en rampe til sin bolig. Problemet er, at rampen er ulovligt etableret, fordi anlægget er fredet. Sagen har været ved domstolene og er tabt, og derfor har Christiania fået påbud om at fjerne den. BTPU har udtalt sig i sagen på DHFs vegne og opfordret Kulturarvsstyrelsen til at sætte forskning i gang vedr. ramper til fredede anlæg, da der er et stort behov for gode løsninger. Kulturarvsstyrelsen er ikke lukket over for at finde løsninger, men mener ikke, at rampen på Christiania duer - heller ikke som et forskningsobjekt.

 

19) Revision af Dansk Handicap Forbunds huskelister

BTPU er i fuld gang med at revidere huskelisterne og udvikle nogle nye, fx Huskeliste for udearealer /bymidten, hoteller, klinikker, hospitaler, tilskuerpladser og anlæg i naturen. Du kan se de eksisterende huskelister på http://danskhandicapforbund.dk/det_arbejder_vi_for/byg_for_alle/huskeliste_for_handicaptoilet/

Af Informationsmedarbejder Bente Rødsgaard

Du kan læse mere om tilgængelighed og BTPU på http://danskhandicapforbund.dk/det_arbejder_vi_for/byg_for_alle/

 

 

 
 
 

Gør en forskel!

Støt Dansk Handicap Forbunds arbejde for lige muligheder for alle.

Beløb:  
CPR*
  
*Alle beløb er fradragsberettigede. Du skal blot oplyse dit CPR-nummer, så indberetter Dansk Handicap Forbund beløbet til SKAT.